Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Velkomstbrev til forældre

Velkomstbrev til forældre i Børnehaven Valmuen 

 

Velkommen i Børnehaven Valmuen. Vi har samlet nogle praktiske informationer, som er rare at have, når jeres barn starter i Valmuen. I må altid kontakte personalet eller medlemmer af bestyrelsen for spørgsmål vedrørende jeres opstart. 

 

Garderoben 

Barnets garderobe skal indeholde skiftetøj og tøj der passer til sæsonen. Barnet (og forældre) har ansvaret for at der er ryddet op på garderoben, når barnet går hjem.  

Se dokumentet ’Barnets Garderobe’ for mere info. 

 

Oprydning 

For at skabe gode oprydningsvaner beder vi jer forældre støtte barnet i at rydde op, når I forlader børnehaven. 

På legepladsen skal alle børn rydde op på 5 stk. legetøj eller 2 stk. køretøj. Inde i børnehaven rydder man op på den leg, man er i gang med. 

Derudover skal børn dagligt rydde op på egen garderobe. Alle ting skal fjernes fra gulvet, tøj hænges på plads og sten, pinde, tegninger m.m. tages med hjem/fjernes. 

 

Legetøjsdag 

Den sidste fredag i hver måned, er der legetøjsdag i børnehaven. Her må hvert barn medbringe ét stykke legetøj, et spil, en bog eller lignende. 

Alle andre dage må børnene ikke medbringe legetøj, klædudtøj og lign. Bamser kan tages med efter særlig aftale med personalet. 

 

Bamser & sut 

Har barnet behov for sut i børnehaven – fx i forbindelse med middagslur, aftales det med personalet. 

 

Ferieanmodning 

For at sikre, at der altid er den rette mængde hænder i børnehaven, så beder vi jer svare på de ferieanmodninger, der kommer på Aula.  

Vi ved, at det kan være udfordrende at planlægge lang tid frem på grund af arbejde, bedsteforældre der tilbyder pasning i sidste øjeblik osv., vil alligevel bede jer have fokus på at melde præcise fridage og tider ind særligt i ferieperioder, så vi ikke overbemander uden der er behov.  

Hvis I har ændringer til de ferieanmodninger, I allerede har besvaret (både dage og tider), så sig det endelig til børnehaven så snart I ved det. 

 

Solpolitik 

I perioden fra april-september smører vi børnene ind i solcreme til middag. Børnene skal derfor være smurt ind i solcreme hjemmefra i denne periode, for at være beskyttet om formiddagen. Børnehavens solpolitik findes på hjemmesiden.   

 

Legeaftaler 

Legeaftaler efter børnehave aftales indbydes mellem forældre. Husk at notere det på Aula, hvis barnet skal med et andet barn hjem. 

 

Aktiviteter 

Børnehaven Valmuen har nogle faste årlige aktiviteter i børnehaven og Valmuens Bestyrelse afholder også arrangementer for børn og voksne i løbet af året. 

Aktiviteter og arrangementer meldes løbende ud på Aula og på opslag i børnehaven og ligger som udgangspunkt i de måneder som er angivet i årshjulet. 

Børnehavens årshjul findes på hjemmesiden. 

 

Åbningstider 

Børnehavens åbningstider findes på hjemmesiden. 

 

Madpakke 

For at skabe glade og aktive børn, der trives, fokuserer vi på at skabe sunde og varierede kostvaner for børnene i Valmuen. På den måde sikrer vi en optimal udvikling både motorisk, kognitivt og socialt.  

Børnene medbringer selv madpakker og drikkedunk med vand hver dag samt to stykker frugt, som kommer i en samlet frugtpulje, der skæres ud og nydes til ’frugtcafé’ både formiddag og eftermiddag. 

Børnehavens kostpolitik og inspiration til den gode madpakke findes på hjemmesiden. 

 

Køkkenhjælpere 

Hver uge udvælges to børn til at være det, vi kalder for ’køkkenhjælpere’. Det betyder, at de to udvalgte børn hjælper med at skære frugt til frugtcafé, dække bord og stille madpakker frem til frokost. Derudover hjælper de også med at rydde op og feje efter madpakkerne. Alle børn kommer naturligvis til at prøve at være køkkenhjælpere, og vi oplever, at børnene glæder sig til at blive det. Det er en lærerig opgave, hvor børnene får et værd for fællesskabet, lærer at samarbejde, modtage beskeder og udføre dem, danner nye relationer samt udviser tolerance og ansvar for hinanden. 

 

Frugtkurven 

Alle børn medbringer frugt/grønt svarende til 5 stykker frugt pr. uge til frugtcafé. Man kan medbringe til hele ugen mandag eller medbringe frugt løbende i løbet af ugen. 

Ved frugtkurven er der en plakat med inspiration til hvad I kan medbringe. 

 

Maddage med tema og mad over bål 

I forbindelse med de emner, vi har i løbet af året, har vi maddage, hvor forældre kan skrive på, hvad de ønsker at give deres barn med af mad, som passer hertil. Ofte i forbindelse med vores emneuger laver vi mad over bål – vi lavede fx stegt flæsk, da vi havde vikingetema – og det er altid en stor succes. 

 

Fødselsdage 

Når dit barn har fødselsdag, planlægger vi sammen, hvordan dagen fejres. Uanset hvad, så har børnehaven et fast fødselsdagsritual, som vi laver. Det kan gøres på 2 måder: 

  • Barnet kan holde fødselsdagen i børnehaven enten til frugtcafé eller frokost. I så fald må barnet gerne medbringe én ting til de andre børn. Det kan fx være boller, kage frugt, flødeboller eller is. 

  • Barnet kan holde fødselsdagen hjemme. I så fald kommer barnets gruppe hjem på besøg sammen med 1-2 voksne fra kl. 10-12. Her kan serveres frokost eller lign. 

Vi vil gerne frabede os at der uddeles slikposer til fødselsdag. 

Se mere herom i kostpolitikken på hjemmesiden. 

 

Ved fødselsdage hjemme hos barnet kører vi i bus eller bil. Forældre skal give samtykke til at jeres barn må køre med børnehavens voksne. 

 

Ipad-politik 

Vi har i børnehaven 2 iPads til pædagogisk arbejde sammen med børnene. Personalet har været på uddannelse/kursus i brug af iPad i daginstitution. Du kan læse mere om brugen af Ipads på hjemmesiden.