Centralt beliggende i Aalborg på en rolig vej finder du børnehaven Valmuen
Bag Lund Skov og med gåafstand til Zoologisk Have. Den naturnære beliggenhed har vi udnyttet på vores legeplads, hvor der mellem træerne er placeret en klatrevæg, og hvor buske og træer gemmer en skråning, der er ideel til hule- og gemmelege og leg uden forstyrrelser. For enden af skråningen er der alt lige fra sandkasser med vandkar, legehus og klatre- og gyngestativer til fliser, hvorpå der cykles, køres mooncars, sjippes og spilles bold. Legepladsen giver et utal af gode muligheder for motorisk udfoldelse og alsidig leg og indeholder alt, hvad det legeglade hjerte begærer. Og når sulten kalder, tænder vi ofte op på vores bålplads, hvor vi laver mad af forskellig slags alt afhængig af vejr og tema. Vi elsker at bruge tid udenfor – og når vi ikke er på legepladsen, udnytter vi gerne nærområdet til ture, udforskning og eventyr.
Inden for i Valmuen har vi skabt en rar atmosfære, hvor børnene kan føle sig trygge og godt tilpas
I vores to stuer har vi med børneudsmykning prioriteret en hjemlig stemning, hvor legetøjet er i børnehøjde og perler og papir lige ved hånden. Vores rum er opdelt i små læringsmiljøer, som indbyder til leg, kreativitet, hygge, fysiske udfoldelser, fordybelse og dannelse. I vores tumlerum har børnene mulighed for at udfolde sig fysisk og udvikle deres sanser og grovmotorik. Personalerummet har vi indrettet praktisk men hyggeligt, så forældre kan føle sig trygge ved samtaler og møder. Rummet bærer dog også præg af, at børnene i den daglige praksis bruger det til at lege med LEGO, biler, Barbie og andet, og så har vi tilmed mulighed for at anvende rummet til fordybelses- og relationsarbejde – ligesom i de andre rum.